Storbritannien indgav den 29. marts 2017 officiel anmodning om af udtræde af EU, men er dog fortsat fuldgyldigt medlem af EU.
Det Europæiske Råd bestående af EU medlemslandenes stats- og regeringschefer har den 29. april 2017 vedtaget overordnede retningslinjer, som skaber rammerne for forhandlingerne med Storbritannien, ligesom de på mødet har fastlagt de overordnede holdninger og principper som danne grundlag for EU's tilgang til forhandlingerne.
Herefter skal medlemslandenes udenrigsministre i Rådet formelt vedtage afgørelsen om at indlede forhandlingerne med Storbritannien, hvilket forventes at ske den 3. maj 2017. Rådet skal også vedtage såkaldte forhandlingsdirektiver om substansen i forhandlingerne, ligesom Rådet vil udpege Europa-Kommissionen som forhandler på EU's vegne med chefforhandler Michel Barnier i spidsen. Selve forhandlingerne forventes at vare ca. 18 måneder.
Både EU og Storbritannien er tilsyneladende enige om, at det er vigtigt hurtigt at få afklaret de fremtidige forhold for de EU-borgere, der bor i Storbritannien, samt de britiske borgere der bor i de øvrige EU-lande. Der er også enighed om, at spørgsmålet om grænseforholdene mellem Storbritannien og Irland skal afklares hurtigt.
Der hvor der er uenighed, er bl.a. spørgsmålet om forhandlingsforløbet, hvor Storbritannien ønsker at forhandle vilkårene for udtrædelsen af EU parallelt med forhandlingerne om de fremtidige relationer mellem EU og Storbritannien, ønsker EU, at der er opnået tilstrækkelige fremskridt med hensyn til vilkårene for udtrædelsen, herunder Storbritanniens økonomiske forpligtigelser, før der kan blive tale om forhandlinger om de fremtidige relationer.
|